Hvordan har du det, når du træder ind ad døren til dit hjem? Er du glad? Føler du dig rolig? Føler du, du er ved at blive begravet af alle de ting, der står på din to do-liste? Om vi vil det eller ej, så lever vi i verden, der kører derudad med 1000 km/t. Verdenen uden for venter ikke på os, og den stiller mange og store krav til os. Der er dog ét sted, hvor vi ikke behøver at lade omverdenen diktere, hvor hurtigt vi skal løbe. Det er i vores eget hjem, at vi kan finde ly for hverdagens trummerum, for du kan nemlig vælge at lade dit hjem være dit pusterum, og hvordan du indretter dig, kan have indflydelse på din hjemlige velvære og ro.
Neden for kan du læse fem gode råd til, hvordan du kan skabe dit helt personlige pusterum, og hvordan du sikrer dig et fredfyldt og velovervejet hjem.
Alle rum er lige vigtige, når det gælder indretning
For at følelsen af fred kan gennemtrænge hele dit hjem, er det vigtigt, at du husker at indrette alle rum – selv dem du aldrig bruger, eller som du ikke ser til hverdag. På den måde associerer du ikke ubrugte rum med negative følelser, og du er glad for hele dit hjem, og alt hvad det indbefatter af faciliteter.
Nogle tænker for eksempel ikke over, at deres kælder også er en del af deres hjem. Ofte bruges kælderen til opbevaring af habengut, som ikke er særlig kønt, og som bare ville stå og fylde andre steder i huset. Men ved at gøre kælderen hyggelig og ikke bare til et opbevaringsrum, trænger husfreden også igennem her.
Få styr på dit rod og få fred i hjemmet
Rod og uafsluttede opgaver skaber uro både på et bevidst og ubevidst niveau. Rod og uafsluttede opgaver kan få dig til at glemme at leve i nuet, fordi dine tanker kredser om at færdiggøre dem, og du risikerer også at sidde og tænke på dem, mens du sidder foran din computer på kontoret.
Få styr på dit rod ved at sætte struktur på, hvad der mangler at blive fikset. Skal du have kørt en masse ting ud på lossepladsen? Kig i din kalender, find en dag og hold fast ved, at du på denne dag skal køre dine ting ud på lossepladsen. Har du udskudt udskiftning af bilruder længe nok? Det er samme procedure igen – kig i kalerenden, find en dag og hold fast ved, at du skal kører bilen hen til et værksted denne dag.
Vælg farver som er rolige for dine øjne
Farver påvirker dine følelser, din sindstilstand og dit fysiske velbefindende. Undersøgelser har vist, at farver kan få din kropstemperatur til at stige eller falde. Farver kan også påvirke din appetit, og de kan også have indflydelse på dit humør, og hvor højt dit energiniveau er.
For at få et fredfyldt hjem kan du overveje, hvilke farver påvirker dig, og hvordan de påvirker dig. Får farven blå dig til at føle dig vemodig, er det nok ikke en god idé at male væggene i dit soveværelse med denne farve. Når du har gjort dig overvejelser omkring dit forhold til farve, har du et bedre beslutningsgrundlag for at vælge farver til din indretning.
Fjern ting du forbinder med negative følelser
Vi kan ikke komme uden om, at både positive og negative oplevelser er en del af livet. Disse oplevelser kan sidde i fysiske genstande, som måske hænger på væggen, eller som står på din reol. Negative minder kan virke drænende, og hver gang du kigger på en genstand, som minder dig om den dårlige oplevelse, oplever du måske et lille snert af tristhed.
Vær derfor bevidst om genstande i dit hjem, som du forbinder med uønskede følelser. Overvej om du kan undvære dem for dit humørs skyld. Er din sofa et produkt af et forlist forhold, som du egentlig helst vil glemme? Men du beholdt sofaen, fordi det var mest praktisk? Overvej at skille dig af med den og i stedet anskaffe dig en ny. Det behøver ikke være en spritny sofa fra en butik. Det kan også bare være en sofa fra den lokale genbrugsbutik. Eller måske kender du nogen, som snart skal flytte, og som derfor skal af med sin sofa?
Læg mærke til ting, der gør dig glad – eller indfør dem
I kontrast til ovenstående punkt om genstande med negative associationer skal du her øve dig i at lægge mærke til de ting i dit hjem, som bringer følelser af lykke frem i dig. Har du et billede fra din fantastiske Afrika-tur stående på din reol? Kig på det hver gang du går forbi det. Skal du snart af sted på en ny rejse? Glæd dig til at tage souvenirs med hjem, som minder dig om den dejlige oplevelse, du har fået.