Hvis du gerne vil kunne se ud ad dine vinduer og udnytte dagslyset optimalt, er der ingen vej udenom regelmæssig vinduespudsning. Rengøring af vinduer er dog oftest ikke noget, der står særligt højt på listen over yndlingsaktiviteter.
For mange er vinduesrengøring nemlig en ret tidskrævende opgave og samtidig noget, der til tider kan føles en smule besværligt. Der er nemlig næppe noget mere irriterende, end når der er brugt et par timer på vinduespudsningen og slutresultatet er stribet og ruderne stadig snavsede i kanterne.
Med de helt basale ting i orden, kan du dog nemt få perfekt rene vinduer, uden det kræver en ekstra arbejdsindsats, end du ellers har været vant til. Her får du 5 gode tips til perfekt rene vinduer.
Vask dine vinduer regelmæssigt
Jo længere tid snavset har siddet fast på dine vinduer, jo sværere kan det også være at fjerne. Det er med andre ord nemmere og hurtigere at gøre ruderne rene, hvis bilos og støv ikke får lov til at sidde for lang tid ad gangen.
Det anbefales at vaske sine vinduer 3-4 gange om året – og oftere hvis du bor ud til en befærdet vej. Selve vinduesrammerne og karmene skal også rengøres. Mindst hver anden gang, du vasker ruderne. Faktisk er rengøringen af det komplette vindue en del af den løbende vedligeholdelse. Når du fjerner snavs, minimerer du nemlig også risikoen for at små fragmenter af snavs ødelægger træværket eller kantlisterne.
Har du svært ved at komme op i højden, kan en teleskopstang hjælpe. Den lader dig rengøre alle vinduer på første sal, uden at du behøver balancere på en stige.
Den aflaster desuden også dine skuldre og arme, når du vasker vinduer i stueplan, fordi du kan variere din arbejdsstilling undervejs. Du kan finde teleskopstænger i forskellige længder her.
Puds dine vinduer, når vejret egner sig til det
Hvis solen skinner fra en skyfri himmel, kan det være en fordel at udsætte vinduesrengøringen til det bliver overskyet. Især hvis du ikke er så hurtig med vinduesskraberen.
Når du pudser vinduer i solskin, opstår der nemlig ofte irriterende striber. Det sker, fordi solskinnet får vand og sæbe til at tørre hurtigere ind, end det ville være tilfældet på en overskyet dag.
Du bør heller ikke pudse vinduer i frostvejr. Her risikerer du nemlig, at det tynde lag af vand efter første træk med skraberen når at fryse fast på ruden. Er der ingen vej udenom vinduesrengøringen i vinterkulden, kan du prøve at forebygge problemet ved at tilsætte vandet et stænk husholdningssprit. På den måde sænkes væskens frysepunkt og du får således nemmere et perfekt resultat.
Køb det rigtige rengøringsudstyr
Du kan både skære en stor bid af den samlede arbejdstid og dine forbrugte kræfter, hvis du investerer i noget ordentligt rengøringsudstyr til din vinduespudsning.
En billig indvasker og skraber fra supermarkedet kan naturligvis sagtens bruges, men hvis du endnu ikke har oplevet glæden ved at vaske vinduer med udstyr af en god kvalitet, skylder du dig selv at prøve det. Det får vinduespudsningen til at gå som en leg, når skraberen passer i bredden til spanden med sæbevand – og indvaskeren passer til bredden på dine vinduer. Uanset om de er sidestyrede, har sprosser eller der er tale om klassiske dannebrogsvinduer.
Der findes et stort udvalg af rengøringsudstyr til vinduesvask online. For eksempel på Ting-til-hjemmet.dk.
Gør som de professionelle
Professionelle vinduespudsere kan virke som de rene magikere, når de hurtigt og sikkert sæber et vindue ind og efterfølgende skraber vandet af. Det ser så nemt ud og resultatet er perfekt.
Vinduespudseren gør dog ikke noget, som du ikke også kan lære – og har du først tilegnet dig teknikken, ér det faktisk lige så nemt, som det ser ud. Et godt sted at starte er på Youtube. Her ligger der masser af instruktionsvideoer, der kan lære dig at pudse vinduer på en professionel måde.
Lærer du nemmest ved at læse dig til fremgangsmåden, er der også masser af guides at finde online. Du søger blot på Google og kan herefter finde præcis den opskrift på perfekt rene vinduer, du synes er nemmest at forstå.
Less is more
Du kan købe specialudviklet rengøringsmiddel til vinduer, der har forskellige fordele. Nogle rengøringsmidler er for eksempel særligt snavsløsnende, mens andre er smudsafvisende. Sandheden er dog, at du i de fleste tilfælde kun har brug for 2 ting: Almindeligt opvaskemiddel og vand. Jo mindre sæbe, jo bedre er det faktisk, fordi du således ikke risikerer sæberester på ruderne.
Når de professionelle vinduespudsere efterlader helt rene vinduer uden striber, er det i øvrigt fordi de anvender kalkfrit vand. Det skyldes, at det er indholdet af kalk i vandet, der skaber striberne. Når vandet fordamper, er der nemlig kun kalk og eventuelt bundfald og sæberester tilbage og dette lægger sig som en film på ruden.
Det kalkfri vand er nemt at skaffe. Det falder endda, bogstaveligt talt, ned fra himlen. Regnvand indeholder nemlig ingen kalk og er derfor perfekt til vinduesvask. Har du en regnvandsopsamler kan du derfor med fordel hente en spandfuld herfra, når du skal rengøre dine vinduer.
Vandet fra kondenstørretumblerens vandbeholder er også kalkfattigt, da kalken i vaskevandet som regel har bundet sig i vasketøjet. Det kan derfor også benyttes.
Bruger du denne formel, kombineret med de øvrige råd, er du sikker på perfekt rene vinduer. Hver gang.